Solstorm. Det handler om overfladen. Jeg har skrevet et kort til dig. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Der var noget som åbnede sig. Var der virkelig ild et sted?

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Sådan svarede du. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Altid er det dette langsomme blik. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg tror, du havde glemt den der. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. På et stort stykke hvidt papir.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sådan svarede du. Nu er der en uro i kroppen.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Sådan svarede du. Det handler om overfladen.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Under den blå, blå himmel. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Et hav. Intet, jeg modtog intet. Du siger noget om solen. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Der var noget som.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Bag træerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Afsavn. Udsagn. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.