Når du siger mit navn, svarer min krop. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Giver det mening?

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Sådan er det. Hver dag gled med mig videre. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Var det skovene du kom fra? Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Det dybeste af alt er huden? Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Sådan svarede du. Hvem var det, der skrev:

Var jeg stille? Afsavn. Udsagn. Bordet vipper.

Ikke glemme floderne i ørerne. Brev i april. Der var noget som åbnede sig. Var der virkelig ild et sted? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Om andre byer, andre verdener. At forvandle dette rum.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Hvad skulle glemmes? Hvad tæller du til? Det gør ikke noget. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. På en rude. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Et brev.Et brev. Et brev. Jeg skriver dagen igang, stille. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvad skulle glemmes? Sletten forvandler sig til mørke og sten. Stod imod, men skrev: intet.