Derinde bag skoven. Noter. Beskrivelser. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Bagefter sad jeg i timer og læste. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg tror, du havde glemt den der. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Jeg skrev intet ned i den periode. Sådan svarede du. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev intet ned i den periode.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Du må ikke forsvinde. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Søge ly. Jeg har skrevet et kort til dig.

Det var før du kunne forsvinde.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. På en. Det var ikke skovene jeg kom fra. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Vi har de samme øjne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Bag stemplerne.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ring til mig. Sandet. Land.

I bussen skrev jeg en sms til dig.