Under den blå, blå himmel. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Der hang figner henover udsigten.

Nordlysets sitren i din stemme. Alting ligger bag alting. Skyen skjulte noget for fuglene. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Oppe på bakken. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Skyen skjulte noget for fuglene.

Det her er ingen leg. Bag træerne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Og en anden dag: Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Her er dagen allerede langt foran mig.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Når du siger mit navn, svarer min krop. I bussen skrev jeg en sms til dig. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Afsavn. Udsagn. Stjernekontinent. Ordene, små toppe af skum. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Det er bare. Noter. Beskrivelser.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Farvede ordene milde. Der hang figner henover udsigten. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. For hvert lag af betydning i stenene. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sætningerne er et hav.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Blå. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.