Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Uforståelige sætninger at klæde sig i Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). I den første nat så jeg kun det matte mørke. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Om andre byer, andre verdener. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Landet smuldrer, smuldrer. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Og vi vågnede. Et genert rum, et intimt rum. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Dit navn i skyggerne. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Brev i april. Kan jeg skrive sådan? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Noter. Beskrivelser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Var det skovene du kom fra? Giver det mening? Ordene, små toppe af skum.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Ikke søge ly.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om andre lande, andre folk. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

En regning. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Hvirvlende, stirrende, syngende. Så var der en, der lyttede til skovene. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

I læberne i huden. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Var det bare regnen? Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg var nøgen i de dage. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.