Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Hver dag gled med mig videre. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. De matte hemmeligheder inde i træet.

Du siger noget om solen. Du kan være. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter I læberne og i huden. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Det dybeste af alt er huden? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du må ikke forsvinde.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Og ord. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Der var noget som åbnede sig.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi har hverken gardiner eller travlt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Var det markerne du kom fra? At forvandle dette rum til et andet. Du, du. Og vi vågnede.

Jeg var nøgen i de dage. Der var noget som åbnede sig.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg var i din krop, og du?

Ikke søge ly. Muren omkring ordene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sådan er det. I bussen skrev jeg en sms til dig. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Stod imod, men skrev: intet.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Og vi vågnede.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.