Oppe på bakken. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Her er dagen allerede langt foran mig. Et genert rum, et intimt rum.Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum.

I et efterår ville jeg være flov. Sætningerne er et hav. I bussen skrev jeg en sms til dig. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Der var intet som skulle glemmes. Det gør ikke noget. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du ville sige noget, du tav. Sådan svarede du.

At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Vidste du det? Jeg læste dine linjer

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg forsvinder ikke. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Var der virkelig ild et sted? Når jeg ser dig.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. I den periode: udsigten, stilheden.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Luften og jordens sange. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sandet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. At tale var blevet uoverskueligt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Om andre byer, andre verdener.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Senere i dine øjne. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Var det skovene du kom fra? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Var det markerne du kom fra? Øjne af regn fra det travle.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Du kan være i dette landskab.

I læberne og i huden. Jeg tror, du havde glemt den der.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.