Jeg tror, du havde glemt den der. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Afsavn. Udsagn. Noter. Beskrivelser. Kan jeg skrive sådan? Brev i april. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Var det skovene du kom fra?

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Det her er ingen leg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Var det skovene du kom fra?

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Du kan være i dette landskab.

Vores land. Ring til mig uden grund.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sætningerne er et hav.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg har skrevet et kort til dig. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Bag træerne. Har vi de samme øjne? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Ikke søge ly i den flod. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg var nøgen i de dage.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.