Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Blå. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Sætningerne er et hav.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Brev i april. Sådan noget. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Ikke var muligt at komme derind.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du må ikke forsvinde. Jeg læste dine linjer Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I læberne og i huden. Var jeg stille?

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Et brev. Jeg er på den anden side af havet. Min ene pen er rød og den anden sort. Ikke søge ly. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg tror, du havde glemt den der.

Et brev. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg skrev intet ned i den periode.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg har skrevet et kort til dig. Solstorm. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Et brev. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Solstorm. Intimiteten i skriften Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Kan jeg skrive sådan? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Sådan er det. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Bagefter sad jeg i timer og læste. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.