Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Ordene, små toppe af skum. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. I bussen skrev jeg en sms til dig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Muren omkring ordene. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Udsigten var håbløs. Noter. Beskrivelser. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvilken nat fulgte efter natten? Stolen jeg sad på knirkede i solen. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Nu er der en uro i kroppen. Et genert rum, et intimt rum. Det handler om overfladen.Det handler om overfladen. Det handler om overfladen. Det handler om overfladen. Det handler om overfladen. Hvilken nat fulgte efter natten? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Sådan er det. Indimellem sagde du nogle ord.

Har vi de samme øjne? Sætningerne er et hav. Det var før du kunne forsvinde. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg lyttede til dit hjerte. Du må ikke. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Det er bare. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Farvede et sår i dit første ord.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Stjernekontinent. Sætningerne er filtrede tråde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Muren omkring ordene.

Ring til mig. Jeg, den skrøbelige sandhed. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Her er natten allerede langt bag mig. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Lyset i ørknen i udsigten. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.