Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Ilden. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Muren omkring ordene. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Stod imod, men skrev: intet. Jeg sad alene i solen. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Var det bare regnen? Hvem var det, der skrev: Af alt det lysende, reflekterende, matte. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

Det gør ikke noget. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Dagene. Ugerne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Alting ligger bag alting.

Og vi vågnede. På et stort stykke hvidt papir. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et brev. Giver det mening? Og vi vågnede.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Var det markerne du kom fra? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Der var noget som åbnede sig. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Intimiteten i skriften Der var noget som åbnede sig. Har vi de samme øjne? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Farvede ordene milde. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Du siger noget om solen. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Var det markerne du kom fra?

Det var før du kunne forsvinde.