Hvor vil det ødelagte sprog hen? Dine diamanter lyser i min mund. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Var der virkelig ild et sted? På en rude.

Ikke søge ly. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Var jeg stille? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Var det markerne du kom fra?Var det markerne du kom fra? Var det markerne du kom fra?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Alting ligger bag alting.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Dine diamanter lyser i min mund. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Den sindssyge himmel. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Brev i april.

Ord. Bøgerne tegnede deres egen retning. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Stjernekontinent. Du kan være i dette landskab.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg er på den anden side af havet. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Kan jeg være i dette landskab? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Min ene pen er rød og den anden sort. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Brev i april. Giver det mening? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! En flamme slog op af min hals.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.