Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg var i din krop, og du? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det var ikke markerne jeg kom fra. Du kan være i dette landskab. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Dine sætninger. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Jeg skriver dagen igang, stille. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Min ene pen er rød og den anden sort.

Kan jeg skrive sådan? Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Jeg har skrevet et kort til dig. Over murbrokkerne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Bagefter sad jeg i timer og læste. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Gennem hullet i hegnet. Har vi de samme øjne? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Og vi vågnede. Der hang figner henover udsigten. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Sætningerne er et hav. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Et sted, forsigtigt. Jeg forsvinder ikke. Jeg har dig. På et stort stykke hvidt papir. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Du siger noget om månen. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg har skrevet et kort til dig. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.