Sådan svarede du.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stod imod, men skrev: intet. Jeg har skrevet et kort til dig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Blæste det virkeligt? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Stjernekontinent. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det handler om overfladen. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Nu er der en uro i kroppen.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Og en anden dag: millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Ord. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Altid er det dette langsomme blik.

Hvem var det, der skrev: Dagene. Ugerne. Vennerne. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Afsavn. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Ikke var muligt at komme derud. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.