Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Intimiteten i skriften Og vi vågnede. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Et brev.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Blå. Bøgerne tegnede deres egen retning. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Det er bare. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Skyen skjulte noget for fuglene. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg skriver dagen igang, stille. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Over murbrokkerne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Har vi de samme øjne?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. På en rude. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Og vi vågnede. Her er dagen allerede langt foran mig. Skitser. Udflåd. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Oplæsning for intetheden. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ord.

Stod imod, men skrev: intet.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Luften og jordens sange. Det her er ingen leg.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Hvilken nat fulgte efter natten? Intimiteten i skriften. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Lysene lyste. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Der hang figner henover udsigten.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Der var noget som åbnede sig.

Stjernekontinent. Stod imod, men skrev: intet. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Uforståelige sætninger at klæde sig i