Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Det er bare. Ilden. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Glasdråbehænder. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

I dagen var en nær stemme næsten vågen.I dagen var en nær stemme næsten vågen. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Min ene pen er rød og den anden sort. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg sad alene i solen.

Farvede et sår i dit første ord. Diamanterne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

Farvede lidt sort i din ørken.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Her er dagen allerede langt foran mig. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Bussen skrev til dig. Et brev. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Du siger noget om solen.

Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! At forvandle dette rum. Ikke var nice i provinsen.

Sætningerne er sarte kredsløb.

Intimiteten i skriften. Hvad skulle glemmes?

Der var intet som skulle glemmes. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Kullet. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når du siger mit navn, svarer min krop. Som nu i morges: Stod imod, men skrev: intet. Rifterne.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Vi sad alene i natten. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Og vi vågnede. Stod imod, men skrev: intet. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Var der virkelig ild et sted?