Jeg sad alene i solen. Det var før du kunne forsvinde. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Udsigten var håbfuld. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Skyen skjulte noget for fuglene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skriver dagen igang, stille. Er det?

På en. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Der var et script der skyggede for solen. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Har vi forskellige øjne?

Jeg var i din krop, og du? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Hvad tæller du til?

Det dybeste af alt er huden?

Dagene. Ugerne. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. I bussen skrev jeg en sms til dig. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Mørket kaldte vi mørket. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.

Brev i april. Et brev. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. …brb… Har vi de samme øjne?

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Var det skovene du kom fra? Vi har de samme øjne.

Lyset afventer afgang. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Lysene lyste. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det her er ingen leg. Som at læse glemte aviser. Under den blå, blå himmel. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.