Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg skrev mig vild i de dage. Sætningerne er et hav. Var der virkelig ild et sted?

At lytte gav ikke længere mening.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Rifterne, rifterne.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Landskab? Jeg skriver natten i gang, stille. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Blå. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.

Jeg sejler: alting sejler! Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Diamanterne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Solstorm. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg læste dine linjer

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Du foldede dig ind i mine ord. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvilken dag fulgte efter dagen? Der hang en nice frugt og dinglede.

Var det markerne du kom fra? Dit navn var alt jeg hørte. Jeg var i din krop, og du? Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Det dybeste af alt er huden. Rifterne.

Jeg kyssede en vinters nattemørke. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Farvede et sår i dit første ord.

Natten er trans, dagen er trans.

Det tøj er min krop på min krop. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Derinde bag bjergene. Træerne. Her er dagen allerede langt foran mig. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.