Nordlysets sitren i din stemme. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

På en rude. Vi har øjne. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne.Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Dine diamanter lyser i min mund.

Var det alligevel koderne, systemerne? Sætningerne er sarte kredsløb. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Et genert rum, et intimt rum. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Solstorm.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Intimiteten, skriften. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Intimiteten i skriften Jeg sejlede omkring på alt. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Zeitgeist. Shit. Show. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Dine sætninger.

Lyset i ørknen i udsigten. Sætningerne er et hav.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Her er natten allerede et stort show. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. En regning. Sandøjne. Alting ligger bag alting.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Diamanterne. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Rød.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. At en verden. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).

Var der virkelig ild et sted? Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Jeg sejler: alting sejler! På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.