Blå.

Dette hurtige blik imod vandet. Træerne.Træerne. Træerne. Træerne. Du må ikke. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

Jeg forsvinder ikke. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. I min mund.

Farvede ordene milde.

Sms i den lysende sommer. Glashænder. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Dine diamanter lyser i min mund. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Udsigten var håbløs. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. På en rude.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Var der virkelig ild et sted? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Uforståelige sætninger at klæde sig i Om andre byer, andre verdener. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Den sindssyge himmel. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Vidste du det? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg skriver dagen igang, stille. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;