Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. På en rude.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.