Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Kan jeg skrive sådan? Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan svarede du. Det dybeste af alt er huden? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Luften og jordens sange. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ordene, små toppe af skum. Bagefter sad jeg i timer og læste. Ilden. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!

Bagefter sad jeg i timer og læste. Ilden. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Et genert rum, et intimt rum.

Lysene lyste. Træerne. Og vi vågnede. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Et hav. Jeg forsvinder ikke. Jeg har skrevet et kort til dig. Sådan svarede du. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Bag træerne. Sætningerne er et hav. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Vi har travlt. Jeg, den skrøbelige sandhed. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. I den periode: udsigten, stilheden. En flamme slog op af min hals.

Din kjole går op i øst og ned i vest. Og et andet kluns: Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

At forvandle dette rum til et andet.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg skriver dagen igang, stille. At forvandle dette rum til et andet. Kan jeg skrive sådan? Stod imod, men skrev: intet.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: