Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Blæste det virkeligt? Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Kan jeg skrive sådan?

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Blæste det virkeligt?

Skyen skjulte noget for fuglene. Solstorm. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Bag træerne.Bag træerne. Bag træerne. Bag træerne. Bag træerne. Dine diamanter lyser i min mund. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Træerne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Ikke glemme floderne i ørerne. Nu er der en uro i kroppen.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Var jeg stille? Nu er der en uro i kroppen. Ord. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Der var en morgen, et stykke af himlen.

Ordene, syrlige rifter af blod.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Hvilken nat fulgte efter natten? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.