Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Der var noget som gled med videre. Og vi vågnede. Ilden.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Har vi de samme øjne? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Kan jeg skrive sådan? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Intimiteten i skriften Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Var der virkelig ild et sted?Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Et brev. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sådan noget. For hvert lag af betydning i stenene.

Oppe på bakken. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Skyen skjulte noget for fuglene. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Ikke var muligt at komme derind. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Dagene. Ugerne. Skyen skjulte noget for fuglene. Under den blå, blå himmel. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Den sindssyge himmel. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg skrev mig vild i de dage.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Har vi de samme øjne?Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Stjernekontinent.

Gennem hullet i hegnet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Hvilken nat fulgte efter natten? De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.