Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Stjernekontinent.

Gennem hullet i hegnet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.