Var der virkelig ild et sted? Den bekymrede er ude af sig selv. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Ilden.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg skrev intet ned i den periode. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?

Giver det mening? Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I læberne og i huden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Var der virkelig ild et sted?Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted?

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når du siger mit navn, svarer min krop. Alting ligger bag alting. Afsavn. Udsagn. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Glashænder.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Bagefter sad jeg i timer og læste. I læberne og i huden. Et brev. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Oplæsning for intetheden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der var noget som åbnede sig. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Ilden.

Sætningerne er et hav. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Der i kroppen. Hvirvlende, stirrende, syngende. Tingene tøver. Skyen skjulte noget for fuglene. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. I bussen skrev jeg en sms til dig. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Du siger noget om solen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Ikke søge ly i den flod. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.