Oplæsning for intetheden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der var noget som åbnede sig. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.