Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Verden og dens lytten til sig selv.

Var der virkelig ild et sted? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Grå. Dagene. Ugerne. Derinde bag skoven. Den sindssyge himmel.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg sad alene i solen. Sådan noget.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sådan noget. Bag træerne. At lytte gav ikke længere mening. Sådan svarede du. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Og en anden dag: Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg læste i aviser, i glemslen. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Rød. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sandet.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Som at læse glemte aviser. Det dybeste af alt er huden? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Jeg skriver dagen igang, stille. Et brev. Luften og jordens sange.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. For hvert lag af betydning i stenene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Brev i april.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg var i din krop, og du? Det ,der hænger. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Jeg var i din krop, og du? Har vi de samme øjne? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Blæste det virkeligt? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.