Men mit sprog er ikke fjendtligt. Den tredje er ude. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Stjernekontinent. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Afsavn. Udsagn.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Og vi vågnede.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. I et efterår ville jeg være flov. Bøgerne var de eneste. Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Jeg har plads i min hud. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede.

Vi er en samtale bag øjnene.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg var nøgen i de dage. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Vi, med det stille. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Men mit sprog er et landskab.

Jeg tror, du havde glemt den der. Det var ikke skovene jeg kom fra. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Muren omkring ordene. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Der hang figner henover udsigten. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Var det markerne du kom fra? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Et brev. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sådan er det. Kan jeg skrive sådan? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Lysene lyste. Stjernekontinent. Når du siger mit navn, svarer min krop.