Jeg tror, du havde glemt den der. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Der var noget som åbnede sig. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Intimiteten i skriften. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Det var ikke markerne jeg kom fra.

Alene? Vores land. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Ikke glemme.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Stjernekontinent. Luften og jordens sange. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Ikke floderne i ørerne. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sådan er det. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Vores land.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

I bussen skrev jeg en sms til dig. En uro i kroppen. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Notesbog. Beskydning. Et genert, et intimt rum.

Min ene pen er rød og den anden sort. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Er det? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Er du på den anden side af havet?

Landskab? Farvede ordene milde. Var det markerne? Min ene pen er rød og den anden sort. Noter. Beskrivelser. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg har skrevet et kort til dig.Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Du kom fra? Vi, gamle tanker om stilheden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Og ord. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.