I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Bag træerne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Var det markerne du kom fra?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Rifterne.

Et genert rum, et intimt rum. Det her er ingen leg.

Mine gadgets er hvide som dine knogler. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamantPå altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Sætningerne er et hav. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sætningen løb videre igennem kæben. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Jeg skrev intet ned i den periode.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Var jeg stille?

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Vores land. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Dagen på vores øjne.

Ordene, små toppe af skum. Jeg skrev i en stråle af sol. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Det dybeste af alt er huden?

Sandet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Som nu. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Intimiteten i skriften Et brev. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sådan svarede du. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Ikke glemme floderne i ørerne. På et stort stykke hvidt papir.