Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sådan er det. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skrev mig vild i de dage. Det var ikke markerne.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Sætningerne er et hav. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg skriver dagen igang, stille. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste dine linjer

Rundt på tingene.

Rifterne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Når du siger mit navn, svarer min krop. Mørket kaldte vi bare for mørket. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Kan jeg skrive sådan? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Afsavn. Udsagn. Det er bare. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skriver dagen igang, stille.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Grå. Altid er det dette langsomme blik. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Nu er der en uro i kroppen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Uforståelige sætninger at klæde sig i.