Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg var i din krop, og du? Solstorm. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Farvede ordene milde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg sad alene i solen. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Sådan noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Du må ikke forsvinde. Her er dagen allerede langt foran mig.

Et genert rum, et intimt rum. Derinde bag skoven. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Et genert rum, et intimt rum. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Du siger noget om solen. Rifterne.

Grå. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Dine diamanter lyser i min mund.

Her er dagen allerede langt foran mig. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bordet vipper. Ordene, små toppe af skum. Luften og jordens sange.

Markerne, du? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg var i din krop, og du?Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du?

Mørket kaldte vi mørket. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Stjernekontinent. Jeg fandt en linje et sted under min reol.Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg fandt en linje et sted under min reol.