Mørket kaldte vi bare for mørket. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg var i din krop, og du? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sådan er det.Sådan er det. Sådan er det. Sådan er det. Oplæsning for intetheden.

Blå.

Et genert rum, et intimt rum. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Farvede ordene milde. Det var før du kunne forsvinde.Det var før du kunne forsvinde. Det var før du kunne forsvinde. Det var før du kunne forsvinde.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg er på den anden side af havet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg sad alene i solen.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Et genert rum, et intimt rum. Min ene pen er rød og den anden sort.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Der var noget som åbnede sig.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Hvad med den himmel? Sætningerne er et hav. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg er på den anden side af havet. Det var før du kunne forsvinde. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Som at læse glemte aviser. Dagene. Ugerne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg sad alene i solen. Ikke søge ly i den flod. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg forsvinder ikke. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Et rum, et rum. Bøgerne varslede en kommende tid. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad vil disse knuste sætninger? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Alting ligger bag alting. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Dine diamanter lyser i min mund.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.