Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Brændte det friske løv virkeligt? At tale var blevet uoverskueligt. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.
 
Nordlyset tøver i vores stemmer. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”

Jeg skriver dagen igang, stille.
 
Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

En uro i kroppen. Vi, med det stille. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.
 
Var jeg stille? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg var i morges. Bøgerne var de eneste. Var det bare regnen?
 
I den første nat så jeg kun det matte mørke. Var sætningerne et skred af betydning? Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

Træerne. I hvert sitefeed gror dine sætninger. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Dansende, legende, lyttende. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Sætningerne er et hav. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.
 
Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Månens sind. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Du flasher dine moves i den lysende nat.
 
Bag diamanterne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.