Du, du. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

I natten, i søvn. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. På et stort stykke hvidt papir. I sollyset, en ædelsten. Dine diamanter lyser i min mund.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Som at læse glemte aviser. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Tågen i skovene i udsigten.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg elsker at se dig. Og vi. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Et brev. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Glashænder. Intet, jeg modtog intet. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Var du nattens fortvivlede stilhed?

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Kan jeg smile i dine sætninger? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg elsker at se dig.

Jeg forsvandt. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Der åbnede sig. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Træk mig helt ned. I et efterår ville jeg være flov.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Ordene, små toppe af skum. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Derinde bag ordene. Hvilken dag fulgte efter dagen? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Der hang figner henover udsigten. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Ormene i det stille sand og nede i jorden.