På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Dine diamanter lyser i min mund. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Blå. Solens sind.

Som at læse glemte aviser. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Var der virkelig ild et sted? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Det her er ingen leg.

Som at læse glemte aviser. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Afsavn. Udsagn. Sandet. Om andre byer, andre verdener. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. For hvert lag af betydning i stenene. Stod imod, men skrev: intet. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

For hvert lag af betydning i stenene. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg læste dine linjer Kan jeg skrive sådan? Afsavn. Udsagn. Jeg skrev mig vild i de dage. Muren omkring ordene.

Om andre byer, andre verdener.

Hvem var det, der skrev: Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg læste dine linjer

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: At tale var blevet uoverskueligt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Sætningerne er et hav. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.