Jeg skrev mig vild i de dage. Altid er det dette langsomme blik. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Et brev. Oplæsning for intetheden.

Bordet vipper. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Ilden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg har skrevet et kort til dig. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Træerne. Sådan noget. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg skriver dagen igang, stille. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?

Når du siger mit navn, svarer min krop. Er du på den anden side af havet? Intimiteten i skriften Du kan være. Jeg var nøgen. Vi har hverken gardiner eller travlt. Solstorm. Var det skovene du kom fra? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Skitser. Udflåd.

Bøgerne tegnede deres egen retning. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. De vigtigste. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Et brev. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Noter. Beskrivelser. På en rude. Uforståelige sætninger at klæde sig iUforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg har skrevet et kort til dig. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Det var før du kunne forsvinde. Der var noget som åbnede sig. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Og vi vågnede. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det dybeste af alt er huden? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Et brev.

Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Har vi de samme øjne? Den sindssyge himmel. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.