Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg skrev i en stråle af sol. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Oppe på bakken. Solstorm. Var der virkelig ild et sted?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Det dybeste af alt er huden? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Sandet. Uforståelige sætninger at klæde sig i Luften og jordens sange. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Stjernekontinent. Odense, Esbjerg, Roskilde. Et brev. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et genert rum, et intimt rum.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Jeg var i din krop, og du?

Blæste det virkeligt?

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vores. Kan jeg være i dette landskab? Dagene. Ugerne. Var det skovene du kom fra? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Dine diamanter lyser i min mund. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Du må ikke forsvinde. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Gennem hullet i hegnet. Dine diamanter lyser i min mund. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg skrev mig vild i de dage. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Solstorm. Snestorm. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Sætningerne er et hav. Jeg læste dine linjer Tågen i skovene i udsigten. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.