Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg forsvinder ikke.

Vidste du det? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Derinde bag skoven. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det er bare.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Sådan svarede du. Sætningerne er et hav. Der var noget som åbnede sig. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Bøgerne tegnede deres egen retning. Sådan svarede du.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sætningerne er et hav.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Blæste det virkeligt?

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan noget. Vores land. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Brev i april.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Ord. Stjernekontinent. Et genert rum, et intimt rum.