Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Blæste det virkeligt? Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Du trak mig med til de yderste bjerge. Som at læse glemte aviser.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Og vi vågnede.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Over murbrokkerne.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

På en rude. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Dagene. Ugerne. Vennerne.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Træerne. Dagene. Ugerne. Vennerne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg var i din krop, og du?

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg skriver dagen igang, stille.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du siger noget om solen.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Brændte det friske løv virkeligt?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Min ene pen er rød og den anden sort. Træerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.