Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. At tale var blevet uoverskueligt. Som at læse glemte aviser. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg på din hud. Sandet. Jeg var de dage.

Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg har skrevet et kort til dig. Dagene. Ugerne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Gennem hullet i hegnet. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. En flamme slog op af min hals. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og vi vågnede.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Tidligere: at følge dig blik. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Var jeg?

Den tredje er ude. Bøgerne varslede en kommende tid.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Stjernekontinent. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du må ikke forsvinde. Farvede ordene milde.

Regnen, vinden imellem dine læber. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter At tale var blevet uoverskueligt.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

At se dig. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sådan er det.
 
Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.