Bag stemplerne. Det her er en leg. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Du siger noget. Glemmes? Det kunne forsvinde.Det kunne forsvinde. Det kunne forsvinde. Det kunne forsvinde.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Var der virkelig ild et sted? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Markerne, du? Det ,der hænger.

Jeg har skrevet et kort. Var jeg stille? Har vi de samme øjne? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Hvad? Bag øjnene sidder en lampe og ser. På et stort stykke hvidt papir.

Når du rør mig er vi hinanden.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Sådan svarede du. Kan jeg skrive sådan? Gennem hullet i min hjerne.

Træerne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Under den blå, blå himmel. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Det her er ingen leg.

Gennem hullet i hegnet.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg har skrevet et kort til dig. Et genert rum, et intimt rum. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Solens sind.

Gennem hullet i hegnet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.