Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Du må ikke forsvinde. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Der var intet som skulle glemmes. Sådan er det. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi har de samme øjne.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg skrev mig vild i de dage.

Der hang figner henover udsigten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Der var noget som åbnede sig. Hvilken nat fulgte efter natten? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Skyen skjulte noget for fuglene.Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ilden. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Hvad skulle glemmes? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Ring til mig uden grund. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg læste dine linjer

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.