Jeg sad alene i solen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Jeg læste i aviser, i glemslen. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Et udadvendt rum, et favnende rum. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker.

Over murbrokkerne. Du foldede dig ind i mine ord. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Noter. Beskrivelser. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Lyset afventer afgang. Ordene, syrlige rifter af blod. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Blå øjne mod den milde himmel.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. En flamme slog op af min hals. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Farvede et sår i dit første ord. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Om andre universer, andre stjernesavn.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvilken nat fulgte efter natten? Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Ok, svarede du.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Det generte i skriften. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Byen.

Lyset afventer afgang. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det er bare. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.