Derinde bag bjergene. Blå. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme.

Dette hurtige blik imod vandet. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Oppe på bakken.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Dine diamanter lyser i min mund. Du siger noget om solen. Har vi de samme øjne? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Min ene pen er rød og den anden sort.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg var nøgen i de dage.

Tågen i skovene i udsigten. Intimiteten i skriften. Kalken. Sætningerne er et hav. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Lysene lyste. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Bøgerne var de eneste. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Vi har de samme øjne.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Skriv mig ind i dine læber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Om andre byer, andre verdener. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Sådan er det. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Rifterne. Sådan er det. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Og vi vågnede. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.