Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg var i din krop, og du? Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Intimiteten i skriften. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Det var før du kunne forsvinde. Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At forvandle dette rum til et andet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Øjne af regn fra det travle. Vi, vi. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Var det markerne du kom fra? Var jeg stille? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Har vi de samme øjne? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Du siger noget om solen. Under den blå, blå himmel. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Træerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Dine diamanter lyser i min mund. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Jeg hader at vågne og se dig vågne.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.