Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Afsavn. Udsagn. Solstorm. Stod imod, men skrev: intet. Sådan svarede du. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Noter. Beskrivelser. Brev i april. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg læste dine linjer

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Som at læse glemte aviser.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Bordet vipper.

Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg skriver dagen igang, stille. Sætningerne er et hav.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Regnen, vinden imellem dine læber. Et sted, forsigtigt. Rundt på tingene. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Ordene, små toppe af skum. Muren omkring ordene. Oplæsning for intetheden. Intimiteten i skriften I bussen skrev jeg en sms til dig. Mine linjer kommer igen.

Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sad jeg? Dette hurtige blik imod vandet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Var det markerne du kom fra? Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Farvede ordene milde.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Gennem hullet i min hjerne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Du siger noget om solen. Hvilken nat fulgte efter natten? Et genert rum, et intimt rum. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.