Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? I bussen skrev jeg en sms til dig. At forvandle dette rum til et andet. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I læberne og i huden.I læberne og i huden.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Et brev. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Nu er der en uro i kroppen. Jeg skriver dagen igang, stille. Hvad skulle glemmes?Hvad skulle glemmes? Hvad skulle glemmes? Hvad skulle glemmes? Hvad skulle glemmes? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På et stort stykke hvidt papir. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Om andre byer, andre verdener. Glashænder. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Lysene lyste. Udsigten var håbløs. Sætningerne er et hav. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. På en rude. Du siger noget om solen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Lyskrydset. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Over murbrokkerne. Solens sind. Dagene. Ugerne. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Det her er ingen leg. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.