Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Bagefter sad jeg i timer og læste. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Var der virkelig ild et sted? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: At tale var blevet uoverskueligt.

På en rude. Et rum, et rum.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Trak jeg de yderste bjerge? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det var før du.

Dette langsomme blik imod stenene. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Om andre byer, andre verdener. I bussen skrev jeg en sms til dig. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Sms i den lysende sommer. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg tror, du havde glemt den der.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. At tale var blevet uoverskueligt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var jeg? På et stort stykke hvidt papir. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Søge ly i den flod. Skriv mig ind i dine læber. Sådan svarede du. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Det var ikke markerne jeg kom fra. I læberne og i huden. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sætningerne er et hav. Jeg har dig. Jeg på overfladen. Da jeg lyttede blev jeg bange. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.